“Jeg kunne ikke lokke min mand med til koncerten, han mente ikke der var skrevet noget musik for cello og kontrabas, der var værd at lytte på.” Sådan lød en kommentar fra én i publikum efter en koncert vi spillede engang på Ærø og det er svært at anfægte holdningen... Nok har vi spillet sammen i fem år og forfinet vores arrangementer og måden vi kan få instrumenterne til at klinge sammen på, men det har i høj grad været gjort på øret eller improviseret frem.
Vi følte derfor et hvis ansvar, på vegne af cello-kontrabasduoer verden over, hvoraf der ikke er så mange (endnu!), for at bruge de ting vi har lært til at skrive noget ny musik for besætningen, og notere den grundigt, således at flere cellister og bassister verden over –og publikum– kan opleve den fornøjelse og fordybelse det er at høre disse to strygeinstumenter sammen.